Dansk punk- og modkultur – Foredrag v/ Jan Poulsen

Live i Loungen
Onsdag 4. april 2018

”We mean it, maaan!” Det var ikke til at tage fejl af, da punken i sidste halvdel af 1970’erne ramte samfundet. Lyden af det kreative knytnæveslag runger stadig.

Dansk punk blev født under Sex Pistols’ koncerter i København i juli 1977, hvor bl.a de fire medlemmer af Sods var til stede. Nogle måneder senere stod de selv på scenen, nogle år senere skiftede de navn til Sort Sol, og yderligere nogle år senere blev de folkeeje.

Forfatteren Jan Poulsen var selv en del af det helt tidlige punkmiljø i København og fortæller om det og dets indflydelse på tidens billedkunst, musik, lyrik og mode. Det er historien om en generation, der hverken sagde ”nå” eller tog nej for et svar. Den musikalske revolution omkring grupper som netop Sods/Sort Sol og Kliché, Before, Martin Halls Ballet Mécanique samt utallige andre var en højeksplosiv cocktail af oprør, ord og lyd og ikke mindst attitude.

Men dansk punk var også med til at forme 80’er-digtere som Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, og bevægelsen dannede grundlaget for De Vilde Malere, Billedstofteatret og bz-bevægelsen.

Det var med andre ord en tid, der satte sit dybe aftryk på vores kultur, og som stadig afspejles i vort verdensbillede i dag.

Der er mange mennesker på banen og nok at holde styr på, men Jan Poulsen vil forsøge at binde de mange tråde sammen til én fortælling, som han undervejs vil krydre med udvalgte vinyler fra perioden.

Jan Poulsen har besøgt Turbinen ved flere lejligheder og har skrevet bøgerne ’Under En Sort Sol’ om Sods/Sort Sol og ’Something Rotten!’ om punkscenen fra 1977-85 samt biografier om bl.a. David Bowie og senest om Iggy Pop.