L.O.C.

Torsdag 8. november 2018

Vi er glade for at kunne præsentere en af landets største rappere, L.O.C., til efteråret, når han turnerer rundt på landets spillesteder som en hyldest til de scener, hvor det hele startede for Aarhus-rapperen.

Jeg startede min karriere på spillestederne, og det var dér, det hele opstod sammen med fansene. Senere kom klubberne, festivalerne og arenaerne, men det startede på spillestederne”.

Sådan siger rapperen L.O.C. aka Liam O’Connor selv om den landsdækkende spillestedsturné, han netop har offentliggjort. L.O.C. slår et smut forbi Randers, og vi er glade for at kunne løfte sløret for en aften med den storsælgende rapper i en intim setting for godt 300 mennesker i Turbinen.

L.O.C.’s spillestedsturné kommer i kølvandet på florerende rygter om nyt materiale, der skal opfølge 2017’s anmelderroste ‘Dominologi XV Veteran.’ Rapperen offentliggjorde drypvist numrene fra ‘Dominologi XV Veteran’ på Soundcloud op til udgivelsen, men intet af det formodede nye materiale er endnu sluppet ud i offentligheden.