Sketches of Barcelona Aarhus Jazz Orchestra feat. Cesar Joaniquet (ESP/DK) & Jorge Rossy (ESP)

Søndag 25. februar 2018

Dobbeltkoncert med Randers Big Band

Dybt inde i Barcelonas snoede gader og stemningsfulde kvarterer spirer musikken i de mest mangfoldige udtryk. I “Sketches of Barcelona” kan du opleve to af Barcelonas formidable jazzsønner, Cesar Joaniquet og Jorge Rossy, akkompagneret af Aarhus Jazz Orchestra. Et musikalsk møde mellem to generationer af musikere fra det ekspressive catalonske jazzmiljø, der begge er søgt udad mod store internationale karrierer.

Den spanske multiinstrumentalist Jorge Rossy er herhjemme nok mest kendt for sit mangeårige virke som trommeslager i Brad Mehldau Trio. I “Sketches of Barcelona” er trommerne skiftet ud med vibrafon, og han har sluttet sig til saxofonist i Aarhus Jazz Orchestra, Cesar Joaniquet. Med sit temperamentsfulde og ekvilibristiske spil er Cesar Joaniquet en utrolig spændende ung musiker med enormt kunstnerisk potentiale – en kunstner, vi kommer til at høre meget mere til i årene, der kommer.

Cesar Joaniquet og Jorge Rossy har komponeret musikken til “Sketches of Barcelona”. Musikken til Jorge Rossy’s numre er arrangeret til orkesterformatet af Jesper Riis, der med sin lyriske, nordiske bigband-lyd er en af de mest personlige arrangører, vi har her i Skandinavien. Cesar Joaniquet har arrangeret sine egne numre.

Inden koncerten med Aarhus Jazz Orchestra kan du opleve Randers Big Band, som spiller fra deres standardrepertoire.

Gå ikke glip af denne eksklusive dobbeltkoncert, der byder på bigband-musik i topkvalitet og et udtryksfuldt møde mellem to generationer af stærke musikalske profiler fra Barcelonas sprudlende jazzmiljø.

Arrangementet er en del af Vinterjazz 2018.