Bent Fabricius-Bjerres tre liv

Onsdag 10. februar 2021

Forfatter og journalist Danni Travn tager på Turbinen publikum med tæt på historien om en af Danmarks allerstørste musik- og kulturikoner, Bent Fabricius-Bjerre.

“Hvis der havde været en pris for at gøre det lidt sjovere, lidt smukkere, lidt mere elegant at være dansker, så skulle den gå til Bent Fabricius-Bjerre”
Således skrev Bodil-komitéen, da de hædrede ikonet og komponisten Bent Fabricius-Bjerre tilbage i 2013. Det fortæller lidt om, hvad det for en betydningsfuld kulturperson, Danmark har mistet, siden Bent Fabricius-Bjerre gik bort i sommeren 2020.

I sit foredrag på Turbinen tager journalist og forfatter Danni Travn fat på den store opgave, det er, at udpensle historien om det danske kulturikon på baggrund af den anmelderroste biografi, Travn udgav tilbage i 2014. I sit foredrag tager han os med ind i Bent Fabricius-Bjerres liv – eller det, der faktisk var tre liv. Først som nyskabende komponist og musiker, siden som driftig forretningsmand og til sidst som ikon. De færreste er faktisk klar over bredden og dybden i Bent Fabricius-Bjerres overvældende indflydelse på toner og billeder omkring os.

Komplet med overraskende sammenhænge og muntre sidehistorier tager Danni Travn os med på rejsen i Bent Fabricius-Bjerres liv – fra guldalderjazz til de klassiske kompositioner til dansk allemandseje som Olsen Banden, Matador, Huset på Christianshavn og til at møde de yngre generationer i rollen som jetset-konge i tv-serien ‘Klovn’.

Glæd dig til at komme tæt på en af Danmarks allerstørste – og mest savnede – kulturikoner i et intimt foredrag i Turbinens Lounge.