Bersærk

Torsdag 25. marts 2021

De hedenske heavy-rockere Bersærk følger deres anmelderroste tredje album 'SOL' op med en koncert på Turbinen i foråret.

Bersærk har siden debuten i 2015 haft sin helt egen plads på den danske metal-scene. I et stærkt krydsfelt mellem tunge sludge/stoner-kompositioner og melodiske vokalstykker og det dansksproget, hedenske og ase-dyrkende tekstunivers lever Bersærk. Efteråret så deres tredje fuldlængdeudspil ramme gaderne, og albummet ‘SOL’ følger op på de foregående succes-skæringer ‘Mulm’ og ‘Jernbyrd’.

På ‘SOL’ er Bersærk både i sit es, men prøver også nye sider af sig, og resultatet er ti nye numre, der beskriver menneskets kamp gennem krig, død og forfald for omsider at nå genfødsel og sejr. Stadig er den elskede nordiske mytologi omdrejningspunktet for tekstuniverset, der alligevel gøres nutidigt og sættes i en samtidig kontekst, der giver et samlet, tonstungt udtryk et sted mellem atomkrig og Ragnarok.

Også på live-scenen er Bersærk hyldet som et unikt band herhjemme, og de viser hvorfor, når de til foråret lægger vejen forbi Turbinen og giver os de nye, episke sange live – sammen med de bedste fra ‘Mulm’ og ‘Jernbyrd’ – og efterlader publikum ingen undskyldninger for ikke at gå. Ja… Bersærk.

Vælg endnu mere marts-metal – og spar en hundredemand!
Udover buldrende Bersærk, byder Turbinen på mere metal i marts! Den 5. marts kommer de tonstunge døds-darlings BAEST og deres special guests og indtager spillestedet til endnu en aften i tungmetallens tegn! Smider du begge koncerter i indkøbskurven kan du spare en 100-mand i det hele. Du skal bare “Metal-rabatten” på begge koncerter, og så kommer besparelsen.
Det betyder to metalkoncerter for i alt 290,-!
(Kan ikke kombineres med U25-rabat)