Brimheim / Rebecca Lou / Girlcrush

Lørdag 19. marts 2022

Glæd dig til en fantastisk varieret koncert med højt til loftet og stor spændvidde, når Brimheim, Rebecca Lou og girlcrush teamer op til en eksklusiv Turbinen 3-i-én-koncert! Inkl. Live-Q&A på scenen med P6 Beat-vært og musikformidler Anders Bøtter.

Vi har glæden og æren af at præsentere et virkelig stærkt line-up lørdag d. 19. marts! I anledning af en god blanding af landsdækkende turnéer, nyudgivet musik og live spilleglæde frem for alt, kommer girlcrush, Rebecca Lou og Brimheim til Randers i foråret i en helt særlig koncertkonstellation eksklusivt for Turbinen. De har alle noget på hjertet – og du kan godt forvente stor attitude, stor sårbarhed og stor musikalsk kvalitet!

Brimheim
For dansk-færøske Helena Heinesen Rebensdorff, kendt under kunstnernavnet Brimheim, er det kun gået én vej siden udgivelsen af debut-EP’en ’Myself Misspelled’ i 2020 – nemlig opad. Senest tog hun og sit band alle med storm på 2021-udgaven af Spot Festival, der rystede 5-stjernede anmeldelser af sig fra GAFFA og Soundvenue.

Brimheim er snart klar med nyt album, der hedder ’Can’t Hate Myself Into A Different Shape’ og udkommer i januar 2022. Der er i skrivende stund udgivet 3 singler fra det kommende album, der viser spændvidden i det helstøbte værk, som med stor naturlighed blander elementer fra lettilgængelig pop med kantet, alternativ rock.

Musikken har altid været Brimheims måde at dele sin sårbarhed på. Den har været et værktøj, hun har brugt til at artikulere sine tanker og følelser, til at udfordre sig selv, og som en kæmpe kreativ legeplads.

Når jeg synger mine sange, så nyder jeg det jo helt vildt. Det er ikke smertefuldt, men føles sindssygt forløsende. Og det er noget af det særlige ved musikken. At man gennem den kan nyde at være til stede i sine mest intense følelser – også sin smerte.”

Rebecca Lou
Rebecca Lou-projektet startede oprindeligt som et band og udgav tilbage i 2019 debutalbummet ’Bleed’. Siden 2018 har Rebecca Lou udviklet sig til at være et soloprojekt, og hun er nu klar med sit første soloalbum ’Heavy Metal Feelings’, der er en skive, som Rebecca Lou (med det borgerlige navn Rebecca Louise Armstrong) betegner som ’doom pop’.

Rebecca Lous nye sange giver dig mod til at råbe, mod til at græde og lyst til at række ud, når ting er svære. Det er et smukt, personligt og energifyldt album, der rummer alt fra nedtonede, eftertænksomme sange til selvtillidsboostende poweranthems, som du kan glæde dig til at opleve live.

Girlcrush
Maria Anna Svendsen (bas, sang), Andrea Ida Pronk Jacobsen (trommer, sang) og Nat Stallbaum (guitar, sang) udgør det queer-feministiske band girlcrush, der skriver poppunk-sange om sexisme, emotionel vold, angst, vrede og afmagt, og de gør det med en catchy, flabet og charmerende DIY-energi.

I 2020 udgav de den selvbetitlede EP, der bl.a. indeholdt P6 Beat-baskerne ’Throwing like a girl’ og ’Manchild’. Med deres kommende debutalbum, der bliver udgivet i foråret 2022, inviterer girlcrush os alle ind i deres personlige og sårbare rum, hvor intet forbliver usagt for netop at nedbryde stigma om psykisk sårbarhed og samtidig sige, at det er okay ikke at leve op til samfundets normer og presset fra omverdenen.

For girlcrush er det vigtige budskab at stå ved sig selv og sin psyke og finde en måde at bearbejde livets knubs på, hvad end det er at gå til psykolog eller at lave musik – måske nogle gange begge dele.

Live-Q&A med P6 Beat-legenden Anders Bøtter
Udover en fænomenal 3-i-én koncert, kan du desuden se frem til at lære Brimheim, Rebecca Lou og Girlcrush bedre at kende, når de efter hver deres optræden deltager i en live-Q&A på scenen med P6 Beat-vært og musikformidler Anders Bøtter.