Calby

Torsdag 30. september 2021

Med en raspet, soulet stemme og en retro-lyd fra ægte instrumenter har Calby på rekordtid spillet sig ind på hitlister og i hjertekulerne herhjemme. Oplev ham live på Turbinen i september!

Sanger og sangskriver Calby har skabt et retro-univers af kraftfuld, støvet og guitar-dreven soul-pop. Stemmen er karakteristisk insisterende og udtryksfuld, når Calby synger om kærlighed, grådighed og angst. Vokalen veksler ubesværet mellem det sarte og det kraftfulde i perfekt kombination med den retro-lyd, der kommer af rigtige instrumenter og analogt optageudstyr.

Bag kunstnernavnet gemmer sig sanger og sangskriver Mik Thybo, der i 2019 brød gennem lydmuren med nummeret ‘The Everyday Bit’, der lynhurtigt blev P3’s Uundgåelige. Efterfølgende har sangeren udsendt kæmpehittet ‘Burnout’, der i skrivende stund er gået guld med over 11 mio. streams på Spotify.

Calby tager i en intimkoncert på Turbinen publikum med helt ind tæt på der, hvor livet til tider kan gøre ondt, på en håndspillet, ærlig og ægte måde, der på en gang lyder moderne, men også tilbageskuende i udtrykket.

Support
Calby har udvalgt lokale Bonad, der består af Mads Kvistgaard, Thomas Kristoffersen og Rachel Bonad, til at stå for aftenens opvarmning. Bonad leverer altid en energisk koncertoplevelse med deres atmosfæriske pop, som trækker tråde til rockmusikken. Kombinationen af musikken og den kraftfulde vokal er med til at drage dig ind i et unikt univers, hvor der både er plads til skrøbelighed og store armbevægelser. Læs mere om bandet på deres Facebookside

Turbinen Discover
Turbinen Discover retter søgelyset mod nye og spændende artister, der enten er på vej op fra undergrunden eller etableret kunstnere, der endnu ikke er nået mainstream. Vi har nøje udvalgt artister, vi spår en stor fremtid, og du kan opleve dem i intime koncerter på Turbinen, som karrieren tager fart.

Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, siger om Calby:
”Calby har musik flydende i årerne. Sirupstyk og lækker håndspillet soulpop, der ikke er til at komme udenom, leveret med autenticitet og overbevisning. Du kan allerede godt begynde at vænne dig til navnet – og sangene.” 

Se flere Turbinen Discover-artister her.