Carpark North – Artist Talk

Få billetter
Fredag 26. oktober 2018

Turbinen præsenterer et intimt liveinterview med et af Danmarks største rockbands forud for deres koncert. Kom med til Artist Talk med Carpark North og mød menneskene bag musikken.

Sidste år sendte Carpark North deres femte studiealbum, ‘Hope’, på gaden. Titelnummeret ‘Håb’ er bandets første udspil på modersmålet, og sangen – ja hele albummet – er opstået i kølvandet på forsanger Lau Højens personlige tragedie. I 2016 mistede han sin mor til kræften, og singlen ‘Håb’ blotter Lau Højens inderste tanker om at elske og miste.

‘Det er vores første danske sang og jeg er lykkelig for den. ’Håb’ rummer så meget. Den er lyden af håb, men også lyden af sorg. Den har en kraft, der løfter én op, og stormer én igennem. Helt stille og voldsom på samme tid,’ sagde forsangeren selv om udgivelsen af singlen.

Forud for aftenens koncert i Turbinen kan du møde ham og resten af Carpark North, i et intimt liveinterview i øjenhøjde i vores stemningsfulde lounge. Musikjournalist Michael Gonzalez interviewer bandet for åben mikrofon for blot 45 deltagere. En unik mulighed for at komme tættere på et af landets største rockbands.

45 billetter udbydes til Artist Talk med Carpark North. Billetprisen er en flad 50’er, og så følger der en drink med i prisen.
Billetkøb forudsætter billet til aftenens koncert med Carpark North.
Læs mere om Carpark North på Turbinen her.