Carsten Eskelund – Begrænset udsyn

Fredag 4. november 2022

Kom og oplev en Carsten Eskelund i sit es, når han tager sit første onemanshow i 10 år med til Turbinen, der i dagens anledning omdannes til Danmarks hyggeligste comedy club.

I en tid, hvor Svend Brinkmann tjener styrtende på at fortælle folk, de ikke skal jagte succes, kommer her et nyt show fra en, der har undgået den i 22 år (ifølge ham selv, i hvert fald).

I Carsten Eskelunds nye onemanshow ’Begrænset udsyn’ får du serveret tankerne fra en mand midt i livet, der med en kombination af overtænkning og underhandling prøver at finde rundt i en verden, der forsøger at løse alle problemer på én gang.

Et show om balancen mellem progressivitet og forstokkelse. Om at mene så meget og vide så lidt – og holde humøret oppe på trods. Om sit eget show udtaler Eskelund med et blink eller to i øjet: ”Eskelund er slet ikke et stort nok navn til at have et show med så relativt løs en præmis, men det går nok.”

Carsten Eskelund startede sin karriere udi det komiske i 2000, hvor han fik andenpladsen i DM i stand-up, og har siden medvirket i comedyshows, arbejdet som manuskriptforfatter, været radiovært og medvirket i diverse tv-programmer. Han kunne senest opleves på DR1 i programmerne ’Spritnyt – med Gintberg og Eskelund’ og ’Gintberg, Eskelund og Den dybe Tallerken’ – og nu er han endelig klar med sit første onemanshow i 10 år!