Clara

Lørdag 8. maj 2021

Superstjernen Clara, der er strøget til tops i det danske musiklandskab i en ung alder, er albumaktuel og giver fans et længeventet gensyn og -hør med sine fængende popsange på Turbinen i maj

Clara har i en alder af kun 20 år plantet sit flag solidt nede i den danske, musikalske muld som en af fremtidens store popstjerner. I 2020 sendte hun sit andet album, ‘Growing Up Sucks’, på gaden, ligesom hun spillede til tv-showet P3 Guld for andet år i træk. Hun kan allerede bryste sig af millioner af streams, magasinforsider, en Danish Music Award som ‘Årets Nye Navn’ og masser af guld- og platinplader for sine udspil.

Nu pakker hun og bandet tour-bussen og bevæger sig ud i det ganske, danske land oven på en mildest talt skuffende sommer, hvor festivaljobs på Roskilde, Northside, Smukfest og Musik i Lejet blev aflyst takket være corona. Nu skal Claras stadig voksende fanskare dog ikke vente meget længere, når den unge popstjerne finder vej til Turbinen i foråret med sin karakteristiske energi og tilstedeværelse og stærke pop-skæringer som ‘What They Say’ og ‘Slippin’ samt en masse numre fra ‘Growing Up Sucks’.