Dan Andersen på vippen

Fredag 1. februar 2019

Den komiske troubadour, Dan Andersen, er klar med et nyt show, hvor han kigger tilbage på sine nu 40 år på planeten og de gange, hvor han har stået på vippen, og det hele har været ved at tippe. Det bliver vedkommende, personligt, musikalsk og hylende morsomt.

Han er efterhånden godt kendt for sine nyfortolkninger af radiohits på YouTube og Facebook, hvor velkendte numre får en komisk og ofte lummer drejning. Som på numrene “Gitte ville ik’ gi’ det” over sommer-hittet “Nede Mette”, “Jeg’ Desperat, jo” i stedet for “Despacito” og senest VM-sangen “Baby, der skal scores østpå”, der er lavet over ørehængeren “Sydpå”. Dan Andersen er for mange synonym med guitarshow, sange og komik, og den 1. februar 2019 gæster han Turbinen i Randers med sit nye show “På Vippen”, der ser tilbage på troubadourens liv og nogle af dets vendepunkter.

Det første store vendepunkt skete for Dan Andersen i 1997, da han første gang entrerede stand-up-scenen som som 18-årig. Kort efter var der endnu et vendepunkt, da komikeren begyndte at tage sin guitar med på scenen, og derfra blev Dan Andersen hurtig kendt som en af de bedste komiske troubadourer herhjemme.

Nu bliver han 40, og karrieren og livet har flere gange bragt ham i situationer, hvor han har balanceret på vippen, eller er gået til den ene eller den anden side, og de oplevelser er grobunden for  det nye show. Her kommer man tæt på komikerens liv og omkring emner som aktiv dødshjælp, manglende sexlyst, rollespil, stand-up og guitarspil. Alt sammen fortalt underholdende, interessant og ikke mindst latterfremkaldende.

“Det er måske på vippen at dele så personlige ting, men hey, showet bliver frem for alt rygende skægt,” siger komikeren selv.