Dan Turéll & Halfdan E – Telefon til Afdøde

Fredag 22. januar 2021

Halfdan E satte i 1993 gang i et unikt og populært projekt med den legendariske digter Dan Turéll. Hele det fantastiske bagkatalog med Halfdan Es kompositioner og Túrells klassiske digte genoplives af netop Halfdan E og hans fremragende band - og med skuespiller Mads Wille i front er der lagt op til en stor oplevelse.

Efter 28 års ventetid kan du endelig komme til at opleve dine yndlingsnumre med Dan Turèll og Halfdan E live på Turbinen. Det sker, når Halfdan E og band rammer de danske livescener med en af Danmarks bedste skuespillere, Mads Wille, som stemmen i front.

Samarbejdet mellem Halfdan E og en af Danmarks mest markante digtere rystede to prisbelønnede albums af sig i 90’erne, og kombinationen af Onkel Dannys udødelige beatlyrik og den musikalske troldmands tonale tryllerier var danskerne hurtige til at tage til sig. Desværre nåede makkerparret aldrig ud på de danske spillesteder, da Dan Turéll afgik ved døden få måneder efter debutpladen.

Men der er godt nyt for fans og interesserede. Allerede sidste år udgav Halfdan E det tredje album ’Telefon til afdøde’, og i starten af 2021 tager han så på landevejen med et lille stjerneorkester, der mestrer hele bagkataloget. Glæd dig til genhør med klassikere som ’Hyldest til Hverdagen’, ’Sidste Tur Gennem Byen’ og ’Jeg Skulle Have Været Taxachauffør’.

I stedet for Dan Turèll selv har Halfdan E allieret sig med skuespiller Mads Wille (kendt fra bl.a. ’Badehotellet’ og landets teaterscener), som specielt til lejligheden giver stemme til Turèlls udødelige digte. Musikalsk bliver Halfdan E desuden bakket op af Søren Siegumfeldt på saxofon og Lars Terkelsen på electronics.