Danish Music Awards – Blues

Onsdag 15. august 2018

For andet år i træk afholder Dansk Rock Samråd (ROSA) og JazzDanmark bluesfest i Randers og hylder bluesgenren i Danmark med prisuddeling og live-optræden af nogle af de største skandinaviske profiler til Danish Music Award Blues i Turbinen 15. august.

Der uddeles tre priser ved Danish Music Award Blues:
Årets Danske Bluesudgivelse
Årets Blues Livepris
Årets Hoochie Coochie Man/Woman - nyindstiftet ildsjælspris.

Den ikoniske fugle-statuette, der hylder det ypperste inden for dansk musik, Danish Music Awarden, uddeles for andet år i træk inden for kategorien blues hos Turbinen i Randers. Dansk Rock Samråd (ROSA) og JazzDanmark uddeler tre priser og hylder sammen med Turbinen og Randers Eventsekretariat den historiske og udtryksfulde musik og dens talentfulde udøvere ved Danish Music Awards Blues (DMA Blues) 15. august.

Der uddeles tre priser: ”Årets Bluesudgivelse”, ”Årets Blues Livepris” samt den nye ildsjælepris ”Årets Hoochie Coochie Man/Woman”, som er en publikumspris. Men DMA Blues handler mindst ligeså meget om glæden ved live-blues, og derfor er der planlagt et live-program med nogle af Skandinaviens bedste bluesmusikere – kompetent dirigeret af kapelmester og multiinstrumentalist svenske Gustaf Ljunggren og ledsaget på trommer af Casper Simonsen.

Aftenens live-optrædende er:
Uffe Steen – guitarlegenden vandt sidste år en DMA Blues for sine fremragende live-koncerter, og den rutinerede blues- og jazzmusiker er kendt for sit karakteristiske guitarspil gennem mange år.
Svante Sjöblom – den svenske bluesveteran indtager også Turbinens scene ved prisfesten, og publikum kan se frem til en erfaren bluesmand med flere anerkendelser og priser i bagagen.
Ida Gard – den talentfulde danske sangerinde, hvis tredje og seneste album “Womb” fra 2016 høstede adskillige flotte anmeldelser. Gard kalder sin egen musik for “storyteller-punk”, og hun har varmet op for prominente navne som John Legend og Bob Dylan.

Aftenens konferencier er den danske guitarist, sanger og sangskriver M.C. Hansen, der sidste år vandt ”Årets Sangskriver” ved Danish Music Award Folk, og den garvede storyteller er derfor velbevandret i at gelejde denne aften sikkert fra start til slut.

Gunnar K. Madsen, Formand for ROSA, ser frem til en aften for musikelskere med hyldest til den indflydelsesrige genre.

Bluesmusik er både tradition og nutid. Musikkens rødder er afrikanske – men den påvirker mange musikalske genrer og stilarter verden over – både rytmisk og melodisk. ROSA og SPOT Festival er glade for – sammen med JazzDanmark og Turbinen i Randers – at være med til at hædre bluesmusikkens fremmeste musikere og formidlere. Dette års DMA Blues vil ligesom sidste års roste arrangement bringe både traditioner og fornyelser i spil,” siger han.

Vær én blandt kun 145 gæster til denne spændende aften.