Danish Music Awards Blues 2020

Onsdag 12. august 2020

Glæd dig til en slagkraftig blues-aften komplet med prisuddeling og et levende musikprogram fra nogle af landets bedste blues-musikere samt en særlig musikalsk overraskelse!

Traditionen tro kommer nogle af landets bedste blues-musikere til Randers onsdag den 12. august for at hylde deres favoritgenre, når der for fjerde år i træk skal uddeles Danish Music Awards Blues på Værket/Turbinen.

Vinderne i kategorierne Årets Bluesudgivelse og Blues Live Prisen får overrakt de prestigefyldte DMA-statuetter, mens der også uddeles hædersprisen Årets Hoochie Coochie Man/Woman til en af blues-verdens helt store ildsjæle, der har ydet en ekstra indsats for musikkens udbredelse i løbet af året. Alt sammen på en aften, der også byder på et levende musikprogram fra landets største blues-artister og en ganske særlig musikalsk overraskelse.

Endnu en gang er det den svenske multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren og trommeslager Casper Simonsen, der agerer husorkester og musikalske styrmænd for musikprogrammet, mens den danske singer-songwriter og historiefortæller MC Hansen indtager rollen som vært og konferencier.

Aftenens live-program offentliggøres løbende.

Danish Music Awards Blues 2020 arrangeres i et samarbejde mellem Turbinen, Dansk Rock Samråd (ROSA), JazzDanmark og Randers Eventsekretariat.