De Danske Hyrder

Fredag 8. marts 2019

Det fremadstormende rapper-kollektiv fra Albertslund, De Danske Hyrder, rammer Turbinen i foråret med deres jordnære hip-hop og ordgøglerier om våde aftener i byen og barndomsminder.

Med numre som “Man Kan Ikke Hygge Sig Uden At Drikke” (eller M.K.I.H.S.U.A.D., som sangen også hedder), “Billige Bajere” og “Kædedrikker” er det tydeligt, at et tilbagevendende tema for rapper-kollektivet De Danske Hyrder er fest og farver. Selvom sangtitlerne og lyrikken emmer af humor, selvironi og en hang til de våde varer, er De Danske Hyrder seriøse, når det kommer til musikken. Og det kan man se.

Siden debutalbummet (Jeg’ Fuld Hele Tiden Og Er Pisse Ligeglad Du) fra 2013 har gruppen udgivet yderligere tre albums og skabt sig en næsten kultisk flok af følgere, som de efterhånden har turneret hele landet rundt. Selvom De Danske Hyrder – eller DDH for short – ikke rigtig har hjemme i mainstreammusikken, er deres musikvideoer streamet millioner af gange, og de kan prale af flere guldplader.

1. februar udgav De Danske Hyrder deres fjerde album ‘Flyvende’, (som du kan lytte til i afspilleren nederst), der indeholder 9 nye skæringer fra de rappende festaber. Som opfølgning tager de til foråret på deres største tour til dato, og vi glæder os til at præsentere dem i Turbinen – og deres fattigmands,- pantsamlings-, drukrap, der helt sikkert starter en fest.

Support – Paller
Randers-rapperen Paller er aktuel med sit debutalbum ‘Den Førstefødte’, der er fyldt med reflekterende tekster, der trækker veksler på Patrick ‘Paller’ Sørensens eget liv og erfaringer og i velkendt Paller-stil både giver noget at lytte eftertænksomt til, men også masser af feststemning.