Dopha

Lørdag 22. april 2023

Dopha tager sin melankolske poprock, fantastiske vokal og store nærvær med sig, når hun besøger Turbinen til foråret!

I foråret 2023 kommer P3 Guld-nominerede Dopha med sit band og spiller sine største hits fra debutalbummet, så som ’The Game’ og ’Happy For Me’, samt sange fra det kommende album, som hun i skrivende stund er i færd med at færdiggøre. Fra det nye album har radiohittet ’Pity Party’ allerede løftet sløret for den lyd, som præger hendes kommende album, hvor lytterne kan forvente en modigere og mere rå Dopha end nogensinde før. Hendes seneste single ’Frenemies’, der blev udvalgt som ’Ugens Uundgåelige’ på P3, formår både at omfavne hendes pop-rock og singer-songwriter-egenskaber og er i den grad med til at bekræfte, at man kan forvente en kraftfuld udforskning af pulserende, melankolsk poprock.

Glæd jer derfor til at opleve Dophas miks af rørende ballader fyldt med storhed og legende melodier, som man ikke kan lade være med at danse til, og når Dopha og band leverer et råt og rocket lydbillede, der går perfekt i spænd med hendes nærvær, energi og fantastiske vokal.

Om Dophas hjemvenden til Turbinen siger Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez:

Randers’ og Romalts eget indie/pop/rock-stjerneskud har i dén grad fået fat i musikelskere landet over. En optræden for Frederik og Mary (jep, dén Frederik og dén Mary), en GAFFA-forside og nårh ja, så væltede hun jo også lige Roskilde Festival for et par måneder siden. Hun har fat i den tunge ende med sit arsenal af gode sange, sit strålende guitarspil og sin intense vokal. Det må du ikke snyde dig selv for!

Artist Talk
Inden koncerten kan du lære Dopha nærmere at kende, når Turbinen inviterer til live-interview – det vi kalder Artist Talk. Giv din koncertoplevelse et ekstra lag ved at komme ind og møde mennesket bag musikken i vores hyggelige Lounge. Det koster kun en 50’er og inkluderer ovenikøbet en drink – læs meget mere her