Dylan Duo

Onsdag 22. januar 2020

Duoen plukker det bedste fra Bob Dylans bagkatalog og giver en unik koncert i præsteboligen i Spentrup, der engang husede St. St. Blicher.

Jakob Alsbjerg og Jens Nørgaard står bag konceptet Dylan Duo – en musikalsk hyldest til legenden Bob Dylan.

Duoen plukker blandt det bedste fra Dylans bagkatalog fra perioden ’62 til ’76 og spiller det live i St. St. Blichers gamle bolig. Mellem sangene fortæller de to musikere om Bob Dylans musikalske rejse fra den lille mineby Duluth og til toppen af verden.

Bob Dylan modtog i 2016 den fornemme hæder, Nobelprisen for litteratur. Så hvilket bedre sted at hylde den poetiske amerikanske helt end i boligen, hvor en af Danmarks mest kanoniske forfattere, St. St. Blicher, levede i mere end 22 år.

Turbinen på Tour
I tæt samarbejde med venner  og ildsjæle i lokalsamfundene omkring Randers præsenterer Turbinen en række koncerter i helt særlige omgivelser, når vi med Turbinen på Tour rykker koncerterne ud fra spillestedets rammer og ud i landet.