Esben Just Solo

Lørdag 29. februar 2020

"Esben Just er en fabelagtig og ekvilibristisk pianist, og hans vokal følger med i et nærmest symbiotisk forhold" - Fyns Amts Avis

Pianist og sanger Esben Just er tilbage på Turbinen – denne gang solo – med den musik, der altid har kendetegnet ham: Den, der kommer fra New Orleans – og fra hjertet. Musikeren har altid haft et budskab om kærlighed til alle og ‘fred i dalen’, som Elvis sang – og denne gang kommer det fra et hjerte, der er blevet repareret og genstartet… Musikerens helt eget. For tre år siden måtte Esben Just nemlig “genstartes”. Mindre end to måneder efter sin 50-årsfødselsdag lå han i koma på Rigshospitalet med brystkassen åben. Siden har han – som menneske og som musiker – sat alt ind på at gøre den oplevelse til en force og udnytte den ekstra chance.

Med en vis portion galgenhumor har Esben Just kaldt sin koncert for ‘The Second Coming’, og trods fortidens dårligdom er musikeren i absolut storform. Oplev en åndelig, musikalsk og underholdende rejse med Just som guide, der udover musikken også byder på fortællingen om at få sit hjerte og sin livsrytme ‘genstartet’ og at rejse sig ved det træ, hvor man er faldet.

Turbinen lægger gerne gulv til, når Esben Just skaber ‘klap og tramp med på 2 og 4’-fest og demonstrerer den klaverteknik og rå soulstemme, han heldigvis stadig besidder.