Folkeklubben
Torsdag 23. november 2023Folkeklubben vender tilbage til Turbinen med spritny musik og spilleglæden mere end intakt!
Det er gået stærkt for Folkeklubben de sidste par år. Det brede gennembrud kom med hits som ’Fedterøv’, Suspekt-samarbejdet ’Danmark/Danmarksfilm’ og albummet ’Sort Tulipan’. Seneste udspil ’Børn af den tabte tid’ strøg direkte ind som nr. 1 på albumhitlisten – og minsandten om ikke der allerede er nyt i den musikalske støbeske! Bandet har nemlig brugt vinteren 22/23 i pladestudiet og kommer derfor med et spritnyt album i ryggen, når de besøger Turbinen til efteråret.
Om den kommende koncert med Folkeklubben siger Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez:
“Åh, Folkeklubben! Jeg bliver simpelthen altid så glad, når musikere insisterer på at skrive vedkommende og velovervejede tekster og så tilmed kombinere dem med smittende toner og matchende melodier. Og her mestrer Kjartan, Rasmus og Rasmus deres udtryk til fulde. Som de spillemænd, de er, har de knoklet sig vej til toppen, og hele tiden haft musikaliteten og den gode sang i fokus. Det kan høres, og jeg glæder mig meget til, hvad der uden tvivl bliver en af efterårets helt store oplevelser på Turbinen.”
Går du og funderer over, hvem Folkeklubben anno 2023 er, så får du her svaret fra Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall:
“Vi er mere end en klub! Søger du et mere fyldestgørende svar, finder du det på dit lokale spillested til efteråret. Vi glæder os til at spille den nye plade, hits og sange fra bagkataloget. Det var sjovt at spille i en arena som KB-Hallen, men nu glæder vi os til at genbesøge de byer og spillesteder som har givet os så store oplevelser og gjort Folkeklubben til det, vi er i dag – et orkester i bevægelse.”