Ginne Marker m. band

Lørdag 11. februar 2023

Glæd dig til at opleve det nordjyske guitargeni, Ginne Marker, når hun folder sit store talent ud sammen med sit band på Turbinen.

Ginne kan med sine smukke og originale sange, sit fremragende guitarspil og sin rørende stemme virkelig formidle store følelser på en lavmælt og underspillet måde. Kald det pop, jazzpop, singer/songwriter. Musikken favner det hele og har inderlighed og stærk historiefortælling som sin røde tråd.

Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, siger om Ginne Marker og den kommende koncert:

Ginne Marker er nok den sejeste, nye guitar-helt, vi har fået herhjemme i Danmark i nyere tid. Men ikke på den der ”tapping-solo-spille-med-tænderne”-måde. Mere på den ubesværede, tilbagelænede ”nu-hælder-jeg-da-bare-lige-genialiteter-ud-af-ærmet”-måde. Ud over at spille fortryllende guitar er hun også en eminent komponist og sanger.

De stemningsmættede musikalske billeder, hun formår at male på både debut’en ’Seasons to Come’ og efterfølgeren ’Ulteria’ er simpelthen enestående. Og ved I hvad? Live er hun faktisk endnu bedre. Jeg er stadig ikke helt kommet mig over den intense optræden, hun gav første gang, hun var på Turbinen. Siden har hun været forbi med band en enkelt gang, og jeg tæller allerede ned til, at hun kommer forbi Turbinen igen.


Om debuten sagde anmelderne:

“Når jeg lytter til ’For Seasons to Come’, er jeg ikke i tvivl om, at Ginne Marker allerede nu må være et flot møde på en scene med sin fine følelsesladning og sine imponerende varierede og alligevel ukunstlede fraseringer.” – Kim Skotte, Politiken ❤️❤️❤️❤️

”Dét her – det er en af de bedste danske singer-songwriter-/vokaljazz-album-debuter i et årti!” – Ivan Rod, GAFFA ⭐⭐⭐⭐⭐ (5 ud af 6 stjerner)

Om den spritnye udgivelse (og svære 2’er) ‘Ulteria’ sagde anmelderne:

“Jeg fatter ganske enkelt ikke, at én person kan besidde så meget talent.” – Ivan Rod, GAFFA ⭐⭐⭐⭐⭐⭐ (6 ud af 6 stjerner)