Ginne Marker Solo

Live i Loungen
Onsdag 9. september 2020

Til efteråret kan den anmelderroste guitarist og sangskriver Ginne Marker opleves Live i Loungen ved en ganske særlig intimkoncert.

Debutalbummet ‘Seasons to Come’ fra november ’19 betød en bragende ankomst på den danske musikscene for 25-årige Ginne Marker. Hendes store talent for med smukke, originale sange og virtuost guitarspil at formidle store følelser på en lavmælt og omfavnende facon har resoneret med fans og anmeldere – blandt andre Gaffa, der kvitterede med fem stjerner og kaldte det:
“En af de bedste danske singer-songwriter-/vokaljazz-album i et årti!”

I løbet af 2020 har Ginne Marker været rundt i landet som support for blandt andre Claus Hempler, Signe Svendsen og Carl Emil Petersen. Til efteråret drager hun ud på sin egen turné – og på Turbinen har vi fornøjelsen af at præsentere hende helt solo i vores hyggelige dagligstue, loungen, i en intimkoncert for et begrænset publikum.

Glæd dig til Ginne Marker Solo i loungen.