Go Go Berlin

Torsdag 22. november 2018

Silkeborg-kvintetten har efterhånden opbygget et imponerende rygte som et af de mest hårdtarbejdende og intense live-bands herhjemme, og til efteråret kan de opleves i Turbinen med ny, mørkere og vildere lyd, der kommer til udtryk på det nye materiale, rockbandet har med i rygsækken.

“Råt nok til drengenes læderjakker og blødt nok til pigernes hjerter,” sådan skrev Gaffa i sin 6/6-anmeldelse af Go Go Berlins seneste studiealbum, ‘Electric Lives’ fra 2015. Rock-kvintetten, der oprindeligt er fra Silkeborg, men opererer i Aarhus, har nyt materiale klart, som de tager med, når de til november besøger Turbinen på første del af deres ‘The O.C.E.A.N Tour’.

Go Go Berlin er kendt for at tage udgangspunkt i den klassiske rock og er tæt associeret med bands som The Blue Van og Velvet Volume, men efter et mere eller mindre direkte koncertstop de sidste par år, har bandet været igennem en proces med at finde sig selv og sin nye lyd, og efterårets turné bliver en lejlighed for bandet for at præsentere den for publikum. “En mørkere, vildere og mere klubbet version af Go Go Berlin” kalder de det selv.

Sidste år kom der et vidensbyrd om kvintettens musikalske udvikling, da de genudgav nummeret, “Maybe Tomorrow” fra 2015’s ‘Electric Lives’, i en langsommere, mere elektronisk og enormt atmosfærisk udgave.

Energiudladning er stadig nøgleordet, når det kommer til at beskrive Go Go Berlin, og bandet har efterhånden en hel del international koncerterfaring. Foruden at have turneret Danmark tyndt, har de også spillet en hel del i Tyskland og det meste af Europa samt USA, Indien og Kina. I marts spillede de deres nye materiale for fulde huse i Aarhus og København, og vi glæder os til at kunne præsentere dem i Turbinen til november.