Historien om Talking Heads

Onsdag 25. november 2020

Forfatter, journalist og foredragsholder Jan Poulsen dykker ned i 70'er-rock-pionerene fra New York, Talking Heads - og ikke mindst den legendariske frontmand David Byrne. Det gør han i et musikalsk foredrag på Turbinen i efteråret.

I New Yorks 70’er musikliv dukkede gruppen Talking Heads op og var med til at udstikke en ny og mere enkel retning for rockmusikken, der mange steder enten kørte i tomgang eller slet og ret var død. Med den excentriske sanger og begavede tekstforfatter David Byrne i front blev Talking Heads en vigtig aktør på datidens spirende punk-scene som en gruppe, der var træt af det bestående og udfordrede nye retninger i musikken.

Men at sidestille Talking Heads med punken er alligevel en tand for snævert. Det kom især til udtryk i på bandets fjerde lp, Remain In Light fra 1980, hvor de på enestående vis fusionerede eksperimenterende hvid artrock og sort, svedig funk. Resultatet var et nyt musikalsk udtryk, og hamskiftet gjorde bandet til et verdensnavn. Kvartetten svulmede op til et farverigt bigband, som med stor succes fik publikum over hele verden til at danse igennem 1980’erne, inden bandet formelt blev opløst i 1991 efter at have udsendt otte lp’er.

Journalist og forfatter Jan Poulsen tager publikum på Turbinen med ned i Talking Heads’ historie og opblomstring ud af New York-scenen i 70’erne. Og ifølge ham er deres en enestående historie, der indeholder alt – og den kan du blive klogere på, når Jan Poulsen tager os med på Talking Heads’ rejse og krydrer fortællingen med sine egne Talking Heads-oplevelser, dengang han mødte og interviewede David Byrne – og ikke mindst med masser af musik fra udvalgte vinyler, heriblandt flere sjældne.

Dyk med Turbinen ned i musikhistorien
‘Historien om Talking Heads.’ er et af efterårets fascinerende foredrag på Turbinen, hvor vi går i dybden med musikhistorien sammen med musikjournalister og -eksperter, der har taget skridtet fra fan til fortæller. I Loungens bløde lædermøbler kan du nyde en drink, mens du lader dig underholde og uddanne med myterne og rockhistorien i musikalske foredrag for de nysgerrige lyttere.

Se alle efterårets foredrag her.