Hjalmer

Torsdag 7. april 2022

Den populære pop-charmør Hjalmer er klar til endnu en gang at indtage Turbinens scene med sine velskrevne popnumre og dugfriske fortolkninger til foråret!

Hits som ‘Dig og Mig’ og ‘Istedgade’, nye numre fra det kommende album og ikke mindst dugfriske fortolkninger foldes ud i fuld størrelse, når Hjalmer med band indtager Turbinen til foråret!

Karrieren flyver over stok og sten for den unge fynbo Hjalmer, der slog igennem på den danske musikscene i 2017 med singlen ‘Hjem til en anden’, og siden er det bare gået slag i slag med et væld af gode pop-numre, der rammer helt rent hos publikum.

Hjalmer har fanget danskernes opmærksomhed med sine folkelige melodier og sin karakteristiske stemme, og den unge musiker har allerede over 30 mio. afspilninger og over 125.000 månedlige lyttere på Spotify.

Selv ikke en verdensomspændende pandemi har kunnet sætte en stopper for den unge musikers popfærd, da han ovenpå udgivelsen af sit debutalbum ’Midt i en drøm eller noget der ligner’ i 2020 tog hele fire GAFFA-Priser hjem som Årets Danske Popudgivelse, Årets Danske Solist, Årets Danske Sangskriver og Årets Danske Udgivelse.

Der er ingen tvivl om, at han har musikken i blodet og er født til scenen – og nu også til TV! Han er nemlig med i 2021-sæsonen af TV-programmet ’Toppen af Poppen’, hvor nogle af Danmarks bedste musikere fortolker hinandens sange.

Hjalmer fortæller om sin deltagelse i programmet:

Det var en vild udfordring og virkelig grænseoverskridende, at fortolke andre sangskriveres hjerteblod lige der foran dem. Men det blev en oplevelse for livet! Og jeg glæder mig til at dele det med publikum på scenerne derude. Og så har jeg selvfølgelig også alle mine egne sange med – og nogle helt nye, som jeg føler er nogle af de bedste, jeg nogensinde har skrevet. Jeg glæder mig!

Og vi glæder os til igen at få besøg af Hjalmer!

Artist Talk
Inden koncerten kan du komme endnu tættere på Hjalmer, når Turbinen inviterer til live-interview med hovedpersonen selv – det vi kalder Artist Talk. Giv din koncertoplevelse et ekstra lag ved at komme ind og møde mennesket bag musikken i vores hyggelige Lounge. Det koster kun en 50’er og inkluderer ovenikøbet en drink – læs meget mere her