Isam B

Fredag 8. februar 2019

Den tidligere forsanger i Outlandish indtager Turbinen med sine nærværende og indlevende sange ved en intim, siddende koncert.

Isam Bachiri – eller bare Isam B – har for længst bevist sine evner inden for sangskrivning. Engelsksprogede ørehængere var i mange år Outlandishs specialitet, og siden gruppen gik i opløsning, og Isam B gik solo, har han også udvist flair for sangskrivning på dansk. Især den rørende fortolkning af ‘I Danmark Er Jeg Født’ fra det dansksprogede soloudspil. 7. september udkommer Isam B’s nyeste album ‘ Lost For Words’, der er på engelsk, og i det nye år tager han nyt og gammelt, dansk og engelsk med sig på Turbinen.

De første to singler, ‘Man With a Plan’ og ‘Peace Hymn’ fra det nye album viser en Isam B, der stadig byder på engagerende historiefortælling kombineret med smuk melodi og en stærk stemme.

Vi glæder os til en stemningsmættet aften, hvor den karismatiske Isam B deler sin sjælfulde musik med både bidende indsigt og hjertelighed. Og hvor han også spiller nogle af de største fra tiden i Outlandish.