Jonny Hefty & Jøden – Artist Talk

Lørdag 8. februar 2020

De to gamle drenge Jonny Hefty & Jøden fejrer 20-årsjubilæum i det herrens år 2020 med en kæmpekoncert på Turbinen. Du kan komme tættere på makkerparret, når Turbinen slår dørene op til et intimt live-interview forud for koncerten i vores hyggelige dagligstue.

Turbinen slår dørene op til en såkaldt Artist Talk med de to gamle drenge, Jonny Hefty & Jøden, når de går på scenen på Turbinen for at markere 20 års samarbejde. Du kan komme tættere på dansk raps unikum af et makkerpar, når musikjournalist Michael Gonzalez sætter de to i stævne for et begrænset antal publikum i spillestedets hyggelige lædermøblerede lounge.

Deruda er det gået i nu 20 år for Michael ‘Jøden’ og Jonny ‘Uden H’ Hefty, der første gang slog pjalterne sammen på nyklassikeren ‘Tryllebønnen’ fra den nu legendariske Hefty EP, ‘Hængerøv og Håndtegn’ i det Herrens år 2000. Makkerparret turnerede landet tyndt på spillesteder og alt fra mindre festivaler til havefester. Efter 2013’s absolutte banger af en plade, ‘Den Fede’, er drengene nu i studiet igen for at indspille ny musik – hver for sig og sammen. Men først skal de lige på landevejen og fejre porcelænsbryllup med alle de, der har trampet, skålet, skrålet og festet! Se mere om koncerten.

Billetkøb til Artist Talk forudsætter gyldig billet til aftenens koncert.