Joyce

Torsdag 4. november 2021

Joyce tager deres debutalbum 'Formskifter', der både har vundet priser og haft masser af airplay på P3 og P6 Beat, med på tour i efteråret 2021.

Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock’. Sådan skrev Soundvenue i en 5-stjernet anmeldelse af  ’Formskifter’,  og Soundvenue er ikke ene om, at rose Joyce til skyerne: bandet har høstet roser og fine anmeldelser hos både Politiken, Information, Soundvenue, Jyllands-Posten, GAFFA og Bands of Tomorrow.

Det forstår man godt, når man lægger øre til numre som ’Djævlen’ (der blev ugens uundgåelige på P3 i starten af 2020), titelnummeret ’Formskifter’ og ’Åh Nej Chefen Ringer’. Før vi giver ordet til bandet selv, kan det da også lige nævnes, at albummet blev kåret som ’Årets Bedste Album’ hos GAFFA, og at Joyce er nomineret til hele 6 (ud af 7 mulige) priser ved dette års Steppeulven.

Om det den kommende tour og den hurtige vej mod stjernerne fortæller Joyce:
Vores debutalbum er kulminationen af vores første år sammen som band: en indkapsling af vores fælles drømme, tanker, nedture og opture, branderter, passion, venskab, vores liv. Vi glæder os til at spille alle numrene fra pladen – og måske endda et par helt nye – for et forhåbentligt stående publikum. Det er gået stærkt for os, og vi har redet med på bølgen takket være vores fans – det har været for sygt og vi er kun lige startet!’.

Der er med andre ord al mulig god grund til at glæde sig til 4. november, hvor Joyce indtager Turbinen 😀