Juletræsfest for Voksne

Lørdag 29. december 2018

Turbinen gentager succesen med en ekstraordinær festaften fuld af gensyn med legendariske, lokale bands og en oplagt mulighed for at mødes med alle dem, der er hjemme i julen.

Traditionen tro har vi gravet ned i Randers’ musikalske fortid for at finde de bands, der skal sørge for både nostalgisk, men ikke mindst festlig, stemning, når Turbinen for tredje år i træk åbner dørene til Juletræsfest for Voksne lørdag den 29. december.

Sidste års juletræsfest var totalt udsolgt og en kæmpefest for både bands og gæster – enten fastboende eller hjemvendte i anledning af højtiden. Det tegner sig til at blive en lige så stor fest i år, hvor det første liveband allerede har meldt sin ankomst. Det er en stor fornøjelse at kunne løfte sløret for det legendariske Randers-band, Tom Lindby Band feat. Dan Hougesen. Bandet var forløber til det mindst lige så legendariske Natural Born Hippies, som Tom Lindby også er trommeslager i, og til Juletræsfesten har Lindby og co. også allieret sig med Hippiernes forsanger, Dan. Glæd jer til numre fra Lindbys bagkatalog, der indeholder numre som ‘Tears in your smile’, ‘Two kinds of love’ og ‘My little everything’.

Aftenens andet livenavn er kyndige herrer udi randrusiansk rockabilly. The Alligators kan prale af mere end 28 år på landevejene og talrige optrædener i ind- og udland og at have indspillet og turneret med legender som bl.a. Wanda Jackson, Linda Gail Lewis og Elvis-guitaristen Scotty Moore. I flere år fungerede The Alligators som fast backing for Mek Pek  og har medindspillet bl.a. børne-cd’erne Åh Abe og Pa-Papegøje. Bandets store erfaring og sublime sammenspil gør The Alligators til en af branchens førende rock ‘n’ roll-kvartetter. Stilen er svedig og swingende rock ‘n’ roll fra 50’erne, hvor maskiner var noget, der hørte til en fabrikshal. Denne aften på Turbinen skruer de på alle rockens knapper.

Det tredje band, der melder sig klar under Juletræsfestens faner er ingen ringere end SPIT – de lokale heavy rockere, der trækker inspiration fra store 80-90’ere rockbands som Van Halen og Freak Kitchen. Det vil sige melodiøs rock – med MASSER af hooks og fed guitar. SPIT blev dannet i Randers i 1995 og var uhyre aktive på livefronten med koncerter i hele landet. Bandet har kun udgivet én EP, men den er til gengæld blevet remasteret og genudgivet på Popshit Records i 2016. Der er tale om en helt særlig ‘reunion’-koncert til Juletræsfesten. SPIT består af musikere, der alle er kendte fra musikmiljøet og bands som: Metal Cross, Shake That Ass, The Lounge, Ravenrock, Gone April, Reality Bites og m.fl.

Tag gamle og nye venner, familie og bekendte med til en homecoming-fest af dimensioner med livemusik og garanteret ‘blast-from-the-past’-stemning.