Katinka Band

Torsdag 24. februar 2022

Katinka Band er klar med nyt album i løbet af 2022 og tager ud på deres Ekstremsportstour – hvorfor de selvfølgelig lægger vejen forbi Turbinen til et brag af en nærværende, poetisk pop-fest!

Ser man på Katinka Bands side på Facebook, skriver de i deres beskrivelse: ”Tidløs og hæs sangskrivning sat sammen med et eksperimenterende lydbillede” – hvilket rammer fuldstændig plet. De skaber nemlig eksperimenterende og poetisk popmusik, der fænger an både hos anmelderne og blandt publikum.

Og selv om de er kritikerroste publikum-darlings med fængende radiohits, er deres projekt først og fremmest båret frem af en ukuelighed og en insisterende ægthed.

Lydbilledet er organisk og personligt med referencer til den klassiske, danske sangtradition. Stemningen er nærværende og fyldt med omsorg – men tag ikke fejl. Forsanger Katinka Bjerregaards tekster er en mosaik af både hjertelige og smertelige følelser, som lige så vel som at varme også hellere end gerne må gøre ondt. Tekstuniverset har rod i hendes egen dagbog, men trækker tråde tilbage til store danske digtere som Frank Jæger, Morten Nielsen og Tom Kristensen.

Som dine tætteste venner er Katinka Band ved din side, når du har allermest brug for det – til at omfavne dig, når du er lykkelig. Til at trøste dig, når du er ked af det. Og ikke mindst til at ruske op i dig, når livet bliver lidt for svært, og du har brug for en hjælpende hånd.

Bandet blev dannet i 2012, og har siden gjort sig bemærket ved at vinde KarriereKanonen i 2015, en Steppeulv i kategorien ’Årets håb’ i 2017 og Carl Prisen i kategorien ’Årets komponist – pop’ i 2018.

Katinka Band udgøres af:
Katinka Bjerregaard – vokal og ukulele
Simon Ask – guitar
Marie Hageltorn Christiansen – keys og kor
Tobias Pedersen – trommer