Kira Skov

Torsdag 3. februar 2022

Hvordan lyder en musikalsk flaskepost? Kom selv og hør, når Kira Skov sætter lyd på det soniske stamtræ, hun har skabt med sine musikalske legekammerater på det anmelderroste duetalbum, Spirit Tree.

Da vi alle blev sendt til tælling bag lås og lockdown, følte Kira Skov trang til at række ud med sin musik mod musikere og sangere, hun enten har arbejdet sammen med, kendte eller beundrede, for sammen med dem at skabe mening i en ellers meningsløs tid.

Alle hun rakte ud imod, rakte ligeså tilbage til hende – og det blev til det ambitiøse, varierede og opløftende album, Spirit Tree, med bidrag fra sangere og musikere som Jenny Wilson, Mark Lanegan, Bonnie Prince Billy, John Parish, Bill Calahan, Lionel Limiñana og danske Mette Lindberg, Marie Fisker, Stine Grøn og Steen Jørgensen.

Kira Skov har altid sat samarbejdet højt i sin musik, og fortæller om tilblivelsen af duetalbummet:

Jeg sad i et lille kolonihavehus og skrev sangene. Albummet er så blevet til som en slags musik på ’flaskepost’, forstået på den måde, at vi har sendt sangene rundt mellem hinanden som lydfiler, hvorpå der er blevet sunget og indlagt instrumenter i forskellige passager. Jeg er meget glad for, at de alle gerne ville være med.”

På Spirit Tree Tour varierer det, hvilke gæstesolister, der er med Kira rundt i Danmark – vi løfter derfor ikke det fulde slør for, hvem af de mange prominente gæstevokalister, der er med på Turbinen – eller om der er kommet nye til. Det lader vi være en behagelig overraskelse, så skynd dig at sikre din billet, så du ikke går glip af noget!

Line-up
Kira Skov – vokal og guitar
Silas Tinglef – trommer og guitar
Oliver Hoiness – guitar
Anders Christensen (AC) – bas
Mara Jagd – violin

Udpluk af Spirit Tree-anmeldelser

” […] en voldsomt inspirerende undersøgelse af duetkunstens muligheder. Skabt indenfor rammerne af Kira Skovs unikke dansk-americana, duvende i stilfærdig smertensvals med et topklasseband […] skal nok få udlandet til at spidse ører.” ❤️❤️❤️❤️❤️ Politiken

” […] fantastisk givende og funklende højdepunkter på et skumringssmukt album, der er præget af et imponerende kvalitativt niveau over alle 14 numre. ’Spirit Tree’ er således endnu en stærk gren på det velvoksne træ, der gror og blomstrer med Kira Skov for hver udgivelse, hun deler med verden, og ’Spirit Tree’ er en af den slags skovture, der kalder på en gentagelse.” ⭐⭐⭐⭐⭐ Side 33

” […] et fremragende album med 14 nye, originale sange og kompositioner af egen avl og nogle helt åbenlyst eminente samarbejder med udenlandske sangere og danske dittoer […] Selv bliver jeg ramt af en trang til at lytte igen og igen og igen, mere intenst – til smerten, vemodet og de glimt af lys og håb, som også findes.” ⭐⭐⭐⭐⭐ GAFFA