Love Shop

Lørdag 12. marts 2022

Kom og oplev ægte nordic noir, når et fuldtalligt Love Shop med melankoliens poetiske popmester Jens Unmack i front tager det imponerende bagkatalog og helt nye numre med til en særlig aften fuld af skandinavisk lyst.

Det er et imponerende bagkatalog Love Shop har med sig, og det er imponerende mange stemninger, de forskellige sange, lavet siden debuten i 1990, udstråler. De kan være lette, underfundige, skarpe, eftertænksomme og bidende, men altid med et baggrundstæppe af melankoli, der fra udspil til udspil varierer mellem at være fintvævet og helt tæt knyttet. Og med det nyeste album ’Levende Mænd I Døde Forhold’, der er nummer 13 i albumrækken, er det melankolske baggrundstæppe indfarvet med de helt mørke farvetoner.

Det er et fuldtalligt Love Shop, der gæster Turbinen i marts med Jens Unmack i front sammen med Mikkel Damgaard (keys), Thomas Duus (trommer), Mika Vandborg (guitar) og Nis Tyrrestrup (bas). En konstellation der kastede 5 stjerner af sig i GAFFA, der anmeldte bandets efterårskoncert i Viborg – bl.a. med ordene: “Det er simpelthen forbilledligt, at et orkester kan holde så højt et kvalitetsniveau og samtidig produktivitet efter så mange år.

Om den kommende forårsturné udtaler Jens Unmack:

Det har været et godt efterår for Love Shop. Dels har vi udsendt et album, som vores tilhængere har taget fantastisk imod, dels har koncerterne over landet haft en saft, kraft og frigjort entusiasme omkring sig, som vi alle sådan har savnet gennem den lange nedlukning. Hen mod foråret tager vi en tur til ud i landet for at sætte strøm til flere byer, vi ikke nåede i dette efterår. Hvorfor? Vi er slet ikke færdige med at præsentere ‘Levende Mænd I Døde Forhold’ endnu. Der er sange, der skal synges, og liv der skal leves. Vi ser frem!


Anmeldersmagsprøver på det nyeste album ’Levende Mænd I Døde Forhold’

❤️❤️❤️❤️ – Kim Skotte, Politiken
⭐⭐⭐⭐⭐ – Simon Heggum, GAFFA

PS: Selvom den første bog om bandet efterhånden har et par år på bagen, så er det virkelig værd at kaste sig over den musikbiografi, som journalist og forfatter Tommy Heisz udgav tilbage i 2015. Den hedder ’Himmelflugt og Højdeskræk’, og er den både smukke og sørgelige fortælling om bandets op- og nedture og de tragiske dødsfald af to af de oprindelige bandstiftere, Hilmer Hassig og Henrik Hall.