Marvelous Mosell feat. Tue Track

Lørdag 5. marts 2022

Gør dig klar til Marvelous Mosell på Turbinen sammen med sin trofaste makker Tue Track bag pulten – så er der fest!!!!

”Den rappende tidsmaskine”, lød overskriften i Berlingskes portræt af rap-fænomenet Marvelous Mosell i december 2013. Musikken er som hentet direkte fra 80’ernes disco og pop og den er altid til at danse til. Hans sange har titler som ‘Jeg tænker på dig’, ‘Jeg var blevet syg og ku´ li’´det’ og ‘Robin Rubin solgte crack-kokain’ – og hans hjemmeklippede, tv-serie-cut-up og som oftest pangfarvede videoer har fået langt mere end 1.000.000 afspilninger på YouTube.

Nu er Marvelous Mosell endelig tilbage med Tue Track ved sin side, og som deres pressemeddelelse siger:

“Det er blevet tid til at få luftet det pangfarvede tracksuit, det iskolde kinametal og ikke mindst den helt hurtige brille! Retrorapperen Marvelous Mosell og hans tro væbner DJ Tue Track, melder sig klar til at nedlægge de danske spillesteder med masser af nostalgisk tidslommerap toppet med forbudte dansetrin!

Debutalbummet, ’Magisk, Mytisk, Mageløst’ kom tilbage i efteråret 2017, og siden da har makkerparret danset sig igennem landets spillesteder og festivaler, hvor både anmeldere og publikum har mødt dem med en sand stjerneregn. På udgivelsesfronten har der siden været en lind strøm af seværdige musikvideoer.

Det er flere år siden den sprængfarlige duo sidst var på tour, og der røg billetterne hurtigere end du kan nå at sige Antikommerciel Massappel!”


Det var umuligt ikke at overgive sig til Mosells kække dansetrin, der ubesværet gled over scenegulvet, mens pigerne skreg og fyrene anerkendende lod sig rocke med og kastede håndtegn og syrede rim direkte tilbage til aftenens ubetinget største helt.

(Gaffa, liveanmeldelse, 5 stjerner)

Jeg blev fan på den der ‘Jeg vil høre alt, hvad det her menneske har lavet’-agtige måde”(David Mandel, P3)

Jeg tror, der er mange, der har syntes, at rap er blevet for hårdt eller selvhøjtideligt. Der er Mosell helt klart en befrielse fra det. Hans videoer og tekstunivers er meget unikt og minder mig på nogle måder om det, vi selv har haft gang i med Malk de Koijn.” (Tue Track).