Medina Akustisk

Torsdag 5. marts 2020

Medina skruer ned for synthesizers og op for intimiteten, når hun til marts kan opleves på Turbinen med en nærværende og akustisk koncert.

Medina er en af de får ægte superstjerner, vi har herhjemme i Danmark. Det har hun været det siden, hun i 2008 bragede igennem lydmuren og ind på hitlisterne med singlen ‘Kun For Mig’. Kort efter fulgte nyklassikerne ‘Ensom’ og ‘Vi To’, og hele Danmark lærte, at det var tid til at byde ‘Velkommen til Medina’. Siden debuten har Medina solgt mere end en kvart million albums, og hun har turneret ind- og udland tyndt, udgivet syv studiealbums – fire på dansk og tre på engelsk. I 2016 modtog hun Danish Music Awards’ ærespris.

Til efteråret kan Medina opleves i Toppen af Poppen på TV2, hvor hun blandt andet kaster sig ud i fortolkninger af Anders Blichfeldt(Big Fat Snake), Carl Emil Petersen(Ulige Numre) og Kvamie Liv. Medina har allerede hintet, at hendes nyfortolkninger finder vej ind på forårets sætliste.

Glæd dig til at opleve Medina – nærværende og helt tæt på – i en sjælden akustisk koncert, hvor de enorme radiohits får et nyt intimt udtryk og Medinas følelsesladede klassepop kommer endnu til sin ret.