Moonjam

Fredag 6. november 2020

Efter en forrygende koncert sidste forår på Turbinen, er det en fornøjelse igen at kunne byde velkommen til en aften med Moonjam, Kærså-brødrene og en regulær hitparade af den Moonjam-lyd, der blev definerende for dansk musik i 80'erne og 90'erne

Siden 1987 har Moonjam været ensbetydende med poptrylleri og musikmagi for både ører og øjne, krop og sjæl. Med de de to Kærså-brødre Morten og Rasmus i front, elegant flankeret af Maibritt Olsen, Henriette Krogh, Mikkel Nordsø og ikke mindst Bobby Ricketts på saxen er der lagt op til en festaften og glædelige genhør med legendariske skæringer som ‘Østen for Solen’, ‘Gennem Ild og Vand’ og ‘Bag De Blå Bjerge’.

Moonjams saxofonbårne lyd, som vi husker den fra slutfirserne og halvfemserne får for alvor lov til at leve på ny, når bandet tropper op på Turbinen i november.

De, der allerede har set Moonjam, ved, at det, der opstår live og i nuet kan tage dig på en enestående rytmisk og melodisk rejse ud i universet og ind i følelsesregistret. Lad dig guide af Moonjam gennem nostalgi, melankoli, glæde og lykke og glæd dig til en dans og syng med-oplevelse, der sætter sig i bevidstheden og bliver et musikalsk minde, du ikke vil glemme.