Patti Smith-foredrag

Onsdag 28. september 2022

Musikforedrag om rockmusikkens poetiske aktivist, Patti Smith v/ journalist og forfatter Jan Poulsen.

Hun omtales som en af rockens grand old ladies, men det er en alt for fattig beskrivelse af den 74-årige Patti Smith, der i dag har et større publikum hos læserne end hos lytterne.

Hamskiftet skete i 2010 med udgivelsen af den prisbelønnede bog ‘Just Kids’, hvor hun fortæller om sine unge, stræbsomme år i New York City, da hun som spirende digter hutlede sig igennem tilværelsen i et forsøg på at indfri sine kunstnerdrømme. Bogen blev en international bestseller, og tusinder af danskere har også læst den.

Forinden havde Patti Smith dog i 35 år glædet rockpublikummet med en stribe kompromisløse LP’er med sange med stærke, poetiske tekster, lige som hun har turneret i ét væk og optrådt på ydmyge spillesteder såvel som i nogle af verdens smukkeste koncerthuse.

Hun har haft hits med sange som ‘Because The Night’ og ‘Power To The People’, men berømmelse har aldrig været hendes drivkraft.

Patti Smith er også billedkunstner og fotograf, hun er politisk engageret og aktivistisk, og fremfor alt er hun en kolossal inspiration og rollemodel; ikke mindst for utallige piger og kvinder verden over. Selv gør hun ikke noget stort nummer ud af sine mange bedrifter, men omtaler konsekvent sig selv som ”arbejder”.

Jan Poulsen har mødt Patti Smith ved flere lejligheder og fortæller i dette spændende foredrag om hendes liv og karriere, og undervejs spiller han udvalgte sange fra hendes plader.

Dyk med Turbinen ned i musikhistorien
I samarbejde med nogle af Danmarks bedste musikformidlere præsenterer Turbinen løbende en række spændende musikforedrag af musikjournalister og -eksperter, der har helliget deres tid og energi til at tage skridtet videre fra fan til fortæller. Sammen dykker vi ned i myterne, rockstjernehistorierne og de musikere og plader, der har været definerende for musikhistorien – og for os som publikum, fans og musikelskere.

I Loungens bløde lædermøbler kan du nyde en drink, mens du lader dig underholde og uddanne med myterne og rockhistorien i musikalske foredrag for de nysgerrige lyttere.

Se alle Turbinens foredrag her.