Pauline
Torsdag 26. oktober 2023Kom på klos hold af Pauline Aggerholm! Med det anmelderroste debutalbum ’Noget For Nogen’ og utallige liveshows i bagagen, besøger Pauline nu Turbinen på sin intime Klos Hold-tour rundt i landet.
Paulines musik har noget på hjerte. Med sine poetisk drømmende tekster og sit moderne bud på finurlig og eftertænksom pop, har Pauline for alvor fejet benene væk under dansk musik. Der opstår noget magisk i mødet med Paulines musik rundt på de danske scener – noget som hun har glædet sig til at udforske nærmere.
Turnénavnet ’Klos Hold’ kommer af Paulines ønske om at kunne give sine fans en ny måde at opleve hendes musik i rum, hvor der er plads til eftertanke og nærhed, og det er netop dette møde med de danske koncertgængere, som er særligt inspirerende for Pauline. Hun siger selv:
”Jeg har glædet mig helt ubeskriveligt meget til det her! I lang tid har jeg haft lyst til at prøve at spille for et mindre publikum og undersøge det der sker, når man samles om musikken i mere intime rammer. Jeg elsker at stå på de store scener, men der er også noget ret så fantastisk ved at kunne kigge hinanden i øjnene og mærke, at man deler noget helt særligt.”
Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez, glæder sig også meget, og han siger om Paulines kommende besøg:
”Sidst vi havde besøg af Pauline på Turbinen, var da hun spillede support for Joyce tilbage i 2021. Her var der kommet næsten lige så mange for at synge med på hendes sange som på hovednavnets. Og det forstod man godt, for Pauline Aggerholm er en begavet sangskriver, der både har ordene, melodierne og stemmen i sin magt. Hun har allerede begejstret bredt med ’Ny og næ’ og ’Noget for nogen’, og jeg glæder mig til, at hun kommer til Randers og folder formatet ud på Turbinen.”
Artist Talk
Inden koncerten kan du komme tæt på Pauline, når Turbinen inviterer til live-interview – det vi kalder Artist Talk. Giv din koncertoplevelse et ekstra lag ved at komme ind og møde mennesket bag musikken i vores hyggelige Lounge. Det koster kun en 50’er og inkluderer ovenikøbet en drink – læs meget mere her