Per Vers – Knust Kunst Tour

Torsdag 28. marts 2019

Den danske rapper, rimsmed og sprognørd Per Vers har brugt 12 år på sit album 'Knust Kunst', der er konstrueret af bidder fra 12 gamle, danske vinylplader, som Per og DJ'en ES har hugget op i bidder og nytænkt til 12 unikke numre. Til marts tager Per Vers numrene med på Turbinen og åbner for godteposen live.

På sit seneste album ‘Knust Kunst’ har rapper Per Vers blandet sine rimende og detaljerige tekster og unikke flows sammen med tyve, tredive og i et enkelt tilfælde halvtreds år gamle stemmer på et konceptalbum, der formår at se tilbage, mens det tænker helt nyt. Fortid og nutid mødes og smeltes sammen på 12 stærke numre, der tematisk spænder sig over alt fra supergroupie-hyldest-tragedien ‘Band-Anna’ til slagtesvinets skæbne på ‘Uheldige Svin’ og en opløftet pegefinger til, hvordan livet skal leves på ‘Ha’ Det Så Ungt’.

Til marts kan den legendariske danske rapper og freestyler opleves live på Turbinen i en koncert, der på sin egen facon hylder den danske musikhistorie, rap og ordgøglerier, når Per Vers tager publikum med ned igennem sit knuste kunstværk og giver en regulær tour de force i, hvad det vil sige at være MC og at holde en mikrofon aldeles varm.

Per “Vers” Uldal har været i rap-gamet i et kvart århundrede. Som 17-årig blev han kåret som ‘Årets Rapper’ i Danmarks første landsdækkende rap-battle og siden har den sønderjyske ordkløver udgivet syv officielle albums og over 20 fuldlængde udgivelser. Han er blevet tildelt Spoken Word Prisen, Dan Túrell Medaljen og Danmarks fineste sproglige udmærkelse: ‘Modersmåls-Prisen’ for sine ordkløver-kundskaber og omfattende ordforråd.

Artist Talk med Per Vers
Inden koncerten sætter Gaffa-journalist og musikforfatter Michael Gonzalez sig til rette i Loungen i interviewer Per Vers og går tættere på den visionære MC. Du kan komme med ved at sikre dig en af de begrænsede pladser til dette liveinterview, der også optages til podcast.

Det koster 50,- at sikre sig adgang, og så følger der en drink med i prisen. Se mere her.