Peter Sommer – alene med Palle i verden

Fredag 5. oktober 2018

Peter Sommer & Palle Hjort

2018 er et travlt år for Peter Sommer. Foruden masser af koncerter og festivaljobs udsender han i marts sit femte album: “Elskede at drømme, drømmer om at elske”, der har fået en særdeles flot modtagelse. Et par af de nye numre, kan du se i videoerne.

På denne turné er Sommer atter akkompagneret af sin guitar og af Palle Hjorth på tangenter. De to har tidligere turneret sammen, og duoen formår at formidle både de nye sange og klassikere fra bagkataloget i et nedbarberet, rent og enkelt udtryk, der virkelig klæder Peter Sommers tekstunivers. Peter Sommer forklarer:

Jeg har altid gået lidt bevidst forbi mulighederne for de her små akustiske setups. Tænkt at mine sange og min stemme helst skulle skjules i røgen og dampen fra mørke metaforer og lysskyende ordspil.
Nu er det som at det hele skal frem i lyset og vises frem som det er: enkle, store kærlighedssange til vennerne, menneskene og danskerne som har befolket mit tekstunivers. Sunget og forklaret så det hele står rent og stærkt. Som et stykke med liv, som en chancetur på bagsædet af en andens liv. Der kunne være mit eget.

Vi glæder os meget til at byde Peter, Palle og publikum indenfor til en aften med smukke sange, hvor drømmene kan få frit løb.