PLUS1: Rikke Thomsen

Onsdag 16. marts 2022

I april 2019 bragede Rikke Thomsen gennem lydmuren på sin egen stille facon.  Alene med sin guitar, sang hun om ikke at høre til, om udlængsel og om hjemve… på  klingende sønderjysk. Singlen Åltins Koldt i København, gik viralt på samtlige danske medier, stærkt efterfulgt af EP’en Omve’n Hjemve. Seks sange, der ramte Sønderjylland direkte i hjertekulen og hurtigt spredte sig ud i årerne til det ganske danske land.

Rikkes fortællinger omhandler det nære, det kære og den tunge kuffert, hun har taget med sig, fra sin lille flække i Sønderjylland. Sangene er skrevet med kærlighed, skrøbelighed og som en stille opsang og cadeau til dem og det, hun kommer fra. Guitarspillet er stærkt og gennemtænkt og indkapsler sangene på særlig fornem vis i et både nutidigt og traditionelt singer/songwriter-univers.

Efter udgivelsen af Omve’n Hjemve, modtog den 28-årige Rikke Thomsen Modersmål Prisen 2019 for sin indsats for den sønderjyske dialekt – tilmed som den yngste modtager nogensinde.

Til denne PLUS1-koncert kan hun opleves med hånden fuld af nye sange, såvel som sangene fra Om ve’n Hjemve, svøbt i sjove, skæve og underspillede anekdoter fra livet på og af landevejen.


Denne er koncert er en PLUS1-koncert:

  • PLUS1 er eftermiddagskoncerter en gang om måneden på Turbinen.
  • PLUS1 handler om at invitere, glæde sig, opleve og hygge sig sammen.
  • PLUS1-koncerterne giver fællesskab, nærvær, smil, grin og gode stunder.
  • PLUS1 er to billetter for en billets pris.