Rikke Thomsen

Onsdag 16. september 2020

I forbindelse med corona-udbruddet og regeringens anvisninger pr. 11/3-20 gennemføres ingen af Værkets arrangementer i marts. Det betyder, at Rikke Thomsen udskydes - til 16. september 2020.

Dine billetter er automatisk gyldige til den nye dato, og du behøver ikke foretage dig noget.

Skulle du være forhindret i at deltage i den nye dato, kan du selvfølgelig få dine penge retur – helt frem til og med 1. maj 2020 – på følgende måder:

  • Ved at møde op i Værkets billetsalg, Sven Dalsgaards Plads 1, 8900 Randers C. Medbring dine billetter – og så refunderer Værkets billetsalg dem.
    OBS – Værkets billetsalg er lukket frem til mandag 30. marts.
  • Ved at sende dine billetter pr. e-mail til billet@vaerket.dk og medsende dit kontonummer. Når vi har modtaget billetterne, overfører vi beløbet til din konto.
  • Ved at sende dine billetter til Værket, Sven Dalsgaards Plads 1, 8900 Randers C og medsende dit kontonummer. Når vi har modtaget billetterne, overfører vi beløbet til din konto.

OBS – Værket er lukket ned som følge af corona-udbruddet til og med 29. marts. Det betyder, at vi behandler refusion og eventuel ombytning af billetter fra mandag 30. marts.

Vi beklager generne, dette måtte medføre og udbeder os tålmodighed og forståelse.

Pas godt på jer selv og hinanden.

De bedste hilsener,
Værket / Turbinen

_

Omve’n hjemve, det æ hva Æ hæ..
for Æ mangle den do var,
den do var og it dæ..

Sådan synger den talentfulde sønderjyde Rikke Thomsen på sit seneste pladeudspil ‘Omve’n Hjemve‘. Pladen er seks sange på sønderjysk fortalt gennem en kombination af moderne pop og traditionel visesang, der giver en levende og nutidig lyd og et fascinerende tekstunivers, der på ganske kort tid har gjort Rikke Thomsen til en navn på alles læber.

Rikkes fortællinger omhandler det nære, det kære og den tunge kuffert, hun har taget med sig, fra sin lille flække i Sønderjylland. Sangene er skrevet med kærlighed, skrøbelighed og som en stille opsang og cadeau til dem og det, hun kommer fra. Guitarspillet er stærkt og gennemtænkt og indkapsler sangene på særlig fornem vis i et, på een og samme gang, moderne og traditionelt singer/songwriter univers.
Efter udgivelsen af Omve’n Hjemve, modtog 28-årige Rikke Thomsen Modersmål-Prisen 2019 for sin indsats for den sønderjyske dialekt – tilmed som den yngste modtager nogensinde.

Oplev den karismatiske og stærke sønderjyske sangskriver Live i Loungen på Turbinen ved en eksklusiv intimkoncert i spillestedets hyggelige dagligstue.