Silas Bjerregaard

Torsdag 25. april 2019

Den tidligere forsanger i et af Danmarks bedste livebands, Turboweekend, springer nu ud som soloartist og kommer forbi Turbinen i foråret med helt nye sange - og et nik til Turboweekend-tiden eller to.

Efter omtrent 12 år sammen valgte det elektroniske rockband, Turboweekend, at gå hver til sit. Efter bruddet er frontmand Silas Bjerregaard nu klar til at stå på egne ben, og derfor tager han på en forårsturné, der tager ham en tur forbi Turbinen til april. Han har hen over sommeren skrevet ny musik af samme høje kvalitet, som man har kunnet forvente fra Turboweekend, samtidig med at han med sin medvirken i efterårets udgave af Toppen af Poppen har fundet masser af ny inspiration.

”Jeg har skrevet en masse ny musik henover sommeren og efteråret, som jeg glæder mig sindssygt meget til at give et liv derude. Der er både til hjertet, til hjernen og til fødderne. Jeg kommer nok også til at tage udvalgte sange med fra Toppen Af Poppen,” siger Silas Bjerregaard selv om turnéen.

Silas og Turboweekend har siden 2006 udgivet fire anmelderoste albums og spillet utallige koncerter både i og uden for Danmark. Gennem årene oparbejdede de et velfortjent ry som et af landets bedste livenavne og fik en Danish Music Award som Årets Danske Livenavn i 2011. Turboweekend har også gjort sig bemærket ved at have fået en række af deres sange remixet af prominente DJ’s såsom hollandske Tiësto og engelske Joker.