Søren Sko – VÆR’SKO – Solokoncert

Fredag 28. januar 2022

Glæd dig til en solokoncert med den populære sanger Søren Sko på Turbinen, hvor han for første gang serverer sange på dansk.

Søren Skos seneste udspil, EP’en ‘Stærke som Løver’ fra starten af 2020, er sangerens allerførste udgivelse med sange på dansk. Glæd dig, når Søren Sko kommer til Turbinen og Randers med en solokoncert spækket med nye, danske numre og engelske perler fra bagkataloget, der “ikke har været luftet længe” og selvfølgelig fortolkninger fra sidste sæson i ‘Toppen af Poppen’.

Sko har allieret sig med lydtroldmand og keyboard-ekvilibrist Søren Møller og udtaler selv om touren og at arbejde på dansk lige pludseligt:

Jeg har genopdaget min glæde ved det danske sprog og de mange ‘greb’ man kan tage fat i som sanger og sangskriver. At skrive og synge på dansk har også haft en effekt på mine gamle engelske sange, og måden jeg fortæller de sange på, har nu en helt anden intensitet! De er nyopfundne, og som sanger er det skønt at udfordre sig selv. Jeg glæder mig utroligt meget til denne intense april-tour på ‘engelsk/dansk’. Og til at fortælle om mig selv, mine tanker og mit fantastiske liv i musikkens tjeneste.