SPJUSTFROST

Fredag 9. oktober 2020

De Tre Musketerer udi svedig New Orleans-stemning og musik, SPJUSTFROST, kan igen opleves på Turbinen i Randers i efteråret!

I 2018 blev den succesfulde og gennemmusikalske trio SPJUSTFROST gendannet med en landsdækkende turné, der blev taget godt imod. Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen og Esben Just har derfor gjort det eneste logiske ovenpå den succesfulde gendannelses tour – besluttet sig for at tage endnu en tur ud i det ganske, danske land og dyrke deres store passion og fælles musikinteresse.

De tre musikere har dog ingenlunde ligget på den lade side siden sidste besøg på Turbinen. Søren Frost holder sig varm i DR’s Big Band, SP er på turné med Gnags, og Esben Just spiller et hav af solo- og triokoncerter.

På Turbinen kan du i efteråret glæde dig til svedig New Orleans-stemning, når de tre herrer forener kræfterne og tager scenen med utrolig spilleglæde, stor musikalitet og medrivende sammenspil.