Tak Rock – De Aflyste Navne: Girlcrush, De Underjordiske og Aksglæde

Lørdag 18. september 2021

Gratis koncert! Glæd dig til en sprudlende aften i selskab med Girlcrush, De Underjordiske og Aksglæde, når de lægger vejen forbi Turbinen.

Som rosinen i pølseenden danner Turbinen rammen for kulminationen af den landsdækkende Tak Rock – De Aflyste Navne-turné. En turné der blev stablet på benene for at give 15 danske bands og kunstnere – der i coronaens navn blev aflyst – en ny chance for at komme ud og spille live.

Vi glæder os derfor til en aften, der er en hyldest til livemusikken, og som giver et skulderklap til de artister, der fik deres musikalske drømme slukket. Vi tænder for drømmen igen, og byder velkommen til queer-feministisk poppunk med Girlcrush, storladen psykedelisk rock med De Underjordiske og ikke mindst Aksglædes energiske og poetiske popmusik.

Udover en fænomenal 3-i-én koncert, kan du desuden se frem til at lære Girlcrush, De Underjordiske og Aksglæde bedre at kende, når de efter hver deres optræden deltager i en live-Q&A på scenen med P6 Beat-vært og musikformidler Anders Bøtter.

Først til mølle! Koncerten er gratis og kræver ikke billet – du møder blot op, og er du blandt de 300, der er plads til, så lukker vores søde personale dig ind. Og er du én af de allerførste, så vanker der tilmed en gratis øl gavmildt doneret af Royal. Bemærk venligst, at dørene åbner kl. 19.00.