The Beatophonics

Fredag 28. februar 2020

Med support: The Alligators

The Beatophonics er ikke bare et nostalgitrip, det er ægte 60’er-inspireret rock ‘n’ roll og pop leveret med en kærlighed og omsorg, der hurtigt rammer enhver påhørende. Bandet har markeret sig som et af de største i retro-genren herhjemme med masser af radiotid, omfattende turnéer for en masse mennesker og ikke mindst et opvarmningsjob for de melodiske rocklegender Toto, da de besøgte Danmark i 2017.

I år kan The Beatophonics fejre deres 10-årsjubilæum, og i 2020 sender de den længeventede opfølger til debuten ‘The Beatophonics’ på gaden. Så hvis du er til “ny retro”, er The Beatophonics-koncerten uundgåelig. Siden starten af 2018 har sanger og guitarist i bandet, Søren Koch, været fast medlem af det legendariske 60’er-rockband The Zombies, som lige er blevet indlemmet i Rock ‘N’ Roll Hall of Fame, og hvis album ‘Odessey and Oracle’ er nr. 100 på magasinet Rolling Stones liste over 500 bedste albums nogensinde. Vi har altså at gøre med en mand og et band, der ved, hvordan 60’ernes rocklyd skal skæres.

Support: The Alligators
Aftenens første livenavn er kyndige herrer udi opruskende rockabilly. The Alligators kan prale af mere end 28 år på landevejene og talrige optrædener i ind- og udland og at have indspillet og turneret med legender som bl.a. Wanda Jackson, Linda Gail Lewis og Elvis-guitaristen Scotty Moore. I flere år fungerede The Alligators som fast backing for Mek Pek  og har medindspillet bl.a. børne-cd’erne Åh Abe og Pa-Papegøje. Stilen er svedig og swingende rock ‘n’ roll fra 50’erne, hvor maskiner var noget, der hørte til en fabrikshal. Denne aften på Turbinen skruer de på alle rockens knapper.