The Savage Rose

Fredag 11. marts 2022

Glæd dig til intimkoncert med The Savage Rose, når de i det spæde forår drager ud til særligt udvalgte spillesteder på deres 'Sangen for livet'-tour!

The Savage Rose har for længst rundet 50-års jubilæet på den danske musikscene, men bandet er på ingen måde et livenavn, der hører fortiden til – tværtimod. I 2022 er The Savage Rose aktuel med en koncertrække, hvor bandet vil grave dybt i det store bagkatalog og skabe en koncertoplevelse, der bevæger sig mellem det musikalsk nøgne soul og akustiske ballader til bandets lyriske og poetiske sangunivers.

Debutalbummet ’The Savage Rose’ udkom i 1968 – hvor det var med til både at revolutionere den danske rock og samtidig definere den som en helt selvstændig kunstart. Siden er det blevet til en lang række plader bl.a. ’Dødens Triumf’, ’Black Angel’ & ’Homeless’. Bandets bagkatalog tæller både store kunstneriske og kommercielle succeser, og plader udgivet i små oplag. Der har været albums udgivet på store etablerede selskaber og andre indspillet for egne midler og udgivet på små alternative selskaber, fordi budskabet og indholdet var så vigtigt, at det skulle ud.

Siden bandets start i 1967 har The Savage Rose både fysisk og musikalsk været på én lang rejse gennem mange af verdens lande, bl.a. på turnéer gennem store dele af USA og Europa. De har spillet koncerter i krigshærgede flygtningelejre i Mellemøsten og til støtteevents for strejkende arbejdere og undertrykte folk rundt om i verden. Den lange rejse og de mange oplevelser har sat sine spor i såvel musikken som lyrikken, som David Fricke fra det amerikanske Rolling Stone Magazine skriver: ” The Savage Rose are not prisoners of history – because they never stopped making it.”

Om det forestående besøg siger Turbinens musikansvarlige, Michael Gonzalez:

Det er en stor glæde, at på alle måder legendariske The Savage Rose lægger vejen forbi til en intimkoncert på Turbinen i løbet af foråret. Bandets betydning for dansk musikhistorie kan på ingen måde overdrives, og på scenen er de et intenst udstyrsstykke af international kaliber og blandt det bedste, vi kan præsentere herhjemme.

Og han ved, hvad han snakker om. I 2018 udgav han nemlig den store officielle biografi om The Savage Rose, ‘Ild og Frihed’ – skrevet i tæt samarbejde med Annisette selv.