The William Blakes

Lørdag 23. november 2019

Det anmelder- og publikumsroste danske rock-band The William Blakes er tilbage efter fem års albumpause med ny musik og en efterårsturné. De får selskab af det lokale band Dionesia som opvarmning på Turbinen.

Efter 2008-debuten ‘Wayne Coyne’ var danske The William Blakes uhyre produktive og udsendte et album hvert år. Det blev til fem plader, men siden 2014 har man intet nyt hørt fra kvartetten. Indtil nu. Marts måned bød på den helt nye plade ‘1991’, og nu er de fire bedste venner, Kristian Leth, Bo Rande, Frederik og Fridolin Nordsø, klar til at følge den nye musik op med koncerter over hele landet – også på Turbinen i Randers.

Koncerter med The William Blakes veksler mellem fællessang på catchy omkvæd og radiosingler a la ‘Science is Religion’ og ‘Secretly’ og lange musikalske udfoldelser, der ændrer sig fra aften til aften. Bandets rødder er i pop og rock, fusion og art-rock, og det hele kommer til udtryk i løbet af en koncert med The William Blakes.

I 2011 vandt The William Blakes en Danish Music Awards både for ‘Årets Album’ og ‘Årets Orkester’. De har modtaget Kronprinsparrets Stjernedryspris og blev håndplukket til at varme op for de legendariske indie-rockere, Arcade Fire. Nu er The William Blakes tilbage og klar til at give publikum en stor musikalsk oplevelse, der rummer både nyt og gammelt, på Turbinen i Randers.

Support: Dionesia
Det lokale fire mands-band Dionesia er på som opvarmning forud for The William Blakes og spiller Turbinen op med deres kraftfulde progressive rock, hvor fængende guitar- og basriffs kombineres med tyngde og melodiøs storladenhed. Eller som bandet selv beskriver det:

Hvordan ville det lyde hvis de musikalske dyder fra Led Zeppelin og Pink Floyd mødtes i Blurs øvelokale for at jamme Queen med Jeff Buckley på vokal?”

I 2016 udgav Dionesia debut-EP’en ‘bitter/sweet’ på Popshit Records, og bandet er i fuld gang i studiet for at indspille nyt materiale.