Tim Christensen – Solo

Fredag 11. december 2020

Dizzy Mizz Lizzy-frontmanden, sangeren og sangskriveren Tim Christensen besøger Turbinen i en helt ekstraordinær, stemningsfuld solokoncert for et begrænset publikum i december.

Tim Christensen behøver stort set ingen introduktion…
Siden han albumdebuterede som 20-årig med Dizzy Mizz Lizzy har han turneret Danmark og verden rundt – både som frontmand i selvsamme Dizzy, med The Damn Crystals eller under eget segl med flere succesfulde soloudspil under vesten. Som en af landets mest populære musikere og indflydelsesrige guitarister har han i alt sendt otte studiealbums på gaden – solo eller i bands – og utallige singler og live-udgivelser.

Nu kan du opleve hjernen, stemmen og guitar-fingrene, der står bag numre som ‘Silverflame’, ‘Right Next to the Right One’, ‘Love is a matter of…’ og ‘Superior’, i en ganske særlig koncert på Turbinen, hvor Tim Christensen spiller solo i for et begrænset publikum, der får muligheden for at komme helt tæt på sangeren, sangskriveren og ikke mindst de ikoniske numre.

Turbinen Exclusive
Spillestedet Turbinen har i december samlet et par af landets helt store, musikalske navne, som vi sætter i små, stemningsfulde omgivelser og giver et begrænset publikum en unik mulighed for at opleve store danske musiker på tætteste hold – selvfølgelig på behørig afstand.

Vil du gøre din aften endnu mere speciel, kan du tilvælge Turbinen Exclusive Dinner hos Café Sven Dalsgaard, når du køber dine billetter. Start denne særlige aften ud med et glas velkomstbobler og en eksklusiv treretters menu i restauranten.

Treretters menu:
• Et glas velkomstbobler
• Rimmet hellefisk med syltet havtorn, dildmayo, tang og urtesalat.
• Krondyrfilet med glaserede rodfrugter, pommes duchesse, syltede tyttebær, pastinak-chips og vildtsky.
• Chokoladedrøm med hindbærsorbet, mousse, bærcoulis og friske bær.
Pris 300,-. Drikkevarer afregnes separat i restauranten.