Tim Easton (US)

Live i Loungen
Onsdag 7. november 2018

Amerikanske Tim Easton tager folkemusikken med tilbage til rødderne i USA. Som en rejsende troubadour, der lærte at skrive sange som ung rejsende gennem Europa i tog, bus eller på tommelfingeren, leverer han kompromisløs folkemusik ud fra personlige erfaringer og observationer fra over to dekader på landevejene.

Tim Easton har rejst rundt det meste af sit liv, og det er på landevejen, han lærte at skrive sange som helt ung. I syv år levede han som troubadour rundt om i Europa, hvor han spillede til dagen og vejen. Her udviklede han sin særlige sangskrivning, der med rødderne dybt begravet i amerikansk folk først og fremmest er historiefortælling om personlige erfaringer og observationer, han har fået på sine rejser – som oftest også krydres med ærlige tilståelser og en “fortæl det, som det er”-mentalitet.

Sammen med sin tro følgesvend Paco – den sorte Gibson-guitar, han købte i 1987 – kom Easton ind fra landevejen og hjem til USA, hvor han i skrivende stund som soloartist har indspillet otte studiealbums foruden dem, han har lavet med bands som Freelan Barons og Haynes Boys for at nævne et par stykker.

Til efteråret er Easton og den seksstrengede Paco på landevejen igen, og de slår et smut forbi Turbinens lounge, hvor troubadouren lader publikum tæt på i de intime omgivelser og deler ud af sine oplevelser og betragtninger fra sammenlagt over et par årtier som rejsende musiker. Musikken er en kombination af rock, blues, evergreens og folk med et overall støvet amerikansk islæt.