Ude af kontrol

Fredag 21. februar 2020

De er forbudt i Sverige og fik stoppet årets Smukfest-koncert hele to gange. Efter to år er Ude af Kontrol endelig tilbage på Turbinen!

Mark “Munken” Løvedahl, Joachim Englando og Daniel Balken er Ude af Kontrol. Vestegns-trioen er siden dannelsen i 2014 braget hen over det danske musiklandskab. Deres bølge af hårdtslående hip-hop til hidsige “dakke-dak”-tracks har givet dem mere end 130.000.000 afspilninger på Spotify. Nu er drengene klar til deres mest omfattende live-turné nogensinde i 2020, der tager dem forbi Turbinen.

Med numre som ‘3xK’, ‘Jantelov’ og ‘Suger coke af dit røvhul’ er playtime i radioen langt fra garanteret, men Ude af Kontrol har alligevel skabt sig en utrolig fanbase over hele landet. Ikke mindst på grund af deres live-koncerter, der skubber til grænserne og rive publikum med i enorme fester. Senest på Smukfest, hvor deres koncert måtte stoppes to gange på grund af for vildt et publikum.

Drengene lover hits på stribe, tre meter høje led-robotter, konfetti, vilde tekster og eksplosiv energi – og så i øvrigt at vælte Danmark. En koncert ad gangen.